Boganmeldelse

”Sandheder fra en løgner”.

Købt som en taskebog til at underholde curling-moderen, når hun venter på sine skønne afkom i diverse sale og på parkeringspladser… men der blev ikke meget taskebog over den.

Jeg købte den mandag og læste den inden det for alvor var blevet tirsdag.

Tak for din bog, Julia. Jeg synes du kan slette etnolog og chefredaktør – og bare skrive forfatter. Allerhelst med stort.

Du kan godt stave og regne den ud går ligeledes ganske fint, for 1+1 giver jo 3 – og det er værd at kæmpe for.

Til dig, der ikke har læst bogen endnu: Tøv ikke! Men vær forberedt på, at hvis dine børn endelig er faldet i søvn, kan de måske vækkes af latterudbrud og gråd… Lettelsen gråd: Der-er-andre-der-har-det-lige-som-mig-gråden.

Hvor jeg kender følelsen og de indre diskussioner, når ens kære afkom lugter af fremmede damer hjemvendt fra en lang dag i institutionen.

På én og samme tid befriende og anstrengende at læse om den kvindekamp, der handler om retten til at vælge selv – og følge sit hjerte.

Lad bare andre lave sovsen.