Kvindekamp, kamp til stregen.

”Burde” og ”skulle” hopper og danser rundt om mine fødder og minder mig om, at jeg kun er et menneske, der spejler mig i min egen opvækst, andres forventninger, trends i vores samfund, og en higen efter, at min familie eller mine børn da ikke bliver en del af den mere kedelige statistik.
Kvindekampen er en ulige indre kamp, hvor vi kvinder kæmper imod hinanden eller det modsatte køn – eller måske endda begge dele.
Erica Jong har ved årsskiftet skrevet et essay, fantastisk – måske let slående – og hvem ved, om den i virkeligheden er fyldt med lidt moderlig samvittighed – og opgør med datteren!?

Ikke overraskende er hun på banen i dag på Kvindernes Internationale kampdag.

Ikonet Erica Jong er her – flere måneder senere – stadig frustreret over ”de altopslugende mødre” Mother Madness  også  kendt som Attachment Parenting.

Har hun mon ret?

Hvem ved, hvad der skal til, hvad der er rigtigt og forkert? Hvor stammer fejlfindingssystemet fra, som hele tiden minder mig – eller dig – om, at noget er forkert? Eller serverer ”burde” og ”skulle” på rad og række morgen, middag og aften?

Vuggestue, mors favn, stormende karrierer eller børnetilpassede arbejdsvilkår… Hvor findes lykken og det frie valg?

Findes det overhovedet?

Er dit valg en dom over mine valg…? ”Jeg har da ikke noget imod, at du afleverer dit barn i vuggestuen – bare jeg ikke skal”.

Hvem ved, måske kan ingenting – eller alting – gøres rigtigt? Hvem ved, om der ikke altid venter et opgør med afkommet, når de vender arnestedet ryggen, og drager ud i verdenen med en arbejdsuge på 80+ og behov for børnepasning (hvis jeg altså er kommet hjem fra Dubai). Mudderkastning? Nej vel?!

Jeg ved, at autentisk moderskab er vejen at gå – men hvordan og hvorhen?

Kunne vi holde mødre-retreat, finde vores egen puls, slukke for mobilen, internettet og den dårlige samvittighed?

”Giv barnet det bedste – dig”! Det er mit motto – men det er lettere sagt end gjort, for hvem er du?

Måske bare klassisk, at der er et opgør mellem generationer. For at høste af vore mødres erfaringer skal de være ærlige. Hvor mange af dem har – hånden på hjertet – egentlig syntes, at ingen eller meget lidt barselsorlov var i orden i den gode sags tjeneste for lige løn? Nu HAR vi længere barselsorlov, en kamp vore mødre har kæmpet – så lad være med at være fyldt af dårlig samvittighed over at bruge tid med de børn, der – med tiden – skal forsørge og passe dig.

For aldrig har kvinder på barsel haft så travlt! Nutidens mødre er online en stor del af dagen (og selvom det jo i en vis forstand muliggør en forretning som min, er jeg egentlig mere glad for de daglige 2 timers fysisk åbningstid, hvor jeg har lejlighed til at SE mor, som hun er (og ikke kun som hun – måske – gerne vil være)).

Ensom og træt, fordi der findes et hav af søvnbøger – men hvilken er den rigtige? Så er det da en smule befriende at parkere barnevognen og tage sit barn i bæreselen eller slyngen, for hvem ved, om der så er håb om, at den helt autentiske mor dukker op bag facaden? Og er du for træt kan du trygt lægge dit barn til rette i barnevognen og parkerer en cappuccino i kopholderen – for JEG er faktisk ligeglad.

Dine omgivelser bruger kun et splitsekund på dig og dine valg! Derimod går du gennem adskillige tankespind for dine egne valg, velvidende at det kræver mindst en PhD-grad at gøre noget rigtigt!

Jeg tænker om mine børn en dag kaster deres børn i slyngen og føler friheden? Planter de måske fødekarret til med tidsler og glædes over, hvad der byder sig på hospitalet til sin tid, og glemmer den kvindekamp, der lå i det frie valg af fødsel? Jeg ved det ikke!

Jeg holder af Erica Jong for at minde mig om at Mother Madness er at miste fodfæste, at Mother Madness ikke handler om Attacment Parenting, men om mødres uendelige dårlige samvittighed…

Jeg holder af Erica Jongs essay, fordi det minder mig om, at der stadig er mange kampe at kæmpe og den vigtigste måske er at kunne tilgive sig selv og andre.

Jeg holder af Erica Jong fordi hun har givet mig valgmuligheder.

Kære mor, kvinde, datter: Rens dit hjerte for domme, brug dagen i dag, som var det den sidste.

Måske er hele udfordringen, at som forældre har vi den åbenlyse svaghed at elske og ære et andet menneske, som er meget mindre end os selv og som nyfødt er helt frisk? Hvem ønsker at ødelægge det? Men det gør os udsatte, når vi står i Netto og smiler, som kun en mor kan – for who cares?