Sådan undgår du at købe falske bæreseler

Undgå dårlige kopier – find ud af hvordan lige her

Falske bæreseler – hvad er egentlig problemet, at det ikke er en mærkevare?

Hvorfor overhovedet gå langt uden om kopier? Det er da fedt at spare penge!

Ja, jo, måske… og så ikke alligevel!

Når du køber en kopivare, står der som oftest IKKE på hjemmesiden:

Velkommen til Fake.dk! Kom indenfor – vi fører udelukkende kopivarer. Alle de store brands i forfalsket udgave!

Inden du giver os dine kortoplysninger, skal du bare lige vide:

  • Din fake vare er ikke sikkerhedstestet.
  • Vi har ikke gjort os umage med kvaliteten.
  • Tekstilet kan være fyldt med kemikalier.
  • Accepterer du handelsbetingelserne, så er varen din! 

Skulle du siden hen få udfordringer med din vare, kan vi ikke hjælpe dig. Måske er vi allerede lukket ned, og vores producent er helt sikkert på vej videre til at kopiere noget nyt – men bortset fra det så HELD OG LYKKE!

Nå spøg til side…

4 vigtige ting du skal holde øje med

Her er 4 ting, du altid skal have for øje, hvis du vil sikre dig den ægte vare:

  • Tjek at der er et logo på hjemmesiden, som fortæller dig, at du er hos en godkendt forhandler.
  • Handler du brugt, kan det være svært. Spørg da altid efter kvittering.
  • Hvis du har en kopivare i hånden, kan det være svært at se forskel – ofte ses det på logoet.
  • Tjek din bæresele, hvis du er i tvivl. Er der f.eks. et batchnummer på såvel kasse som sele? Dette nummer kan ofte tjekkes direkte via producenten.

“Sker det ikke kun i Østen?”, tænker du måske…

Nej, det forekommer alle vegne – også i Danmark.

Naturligvis er kopivarer et stort problem for producenterne, fordi deres brands kan blive forvekslede med kopivarer af dårlig kvalitet.

“Men skal producenterne ikke bare være glade for, at f.eks. deres bæresele er værd at kopiere?”

Jo det kan man sige. At der overhovedet findes kopier skyldes oftest, at originalproduktet er eftertragtet og værd at kopiere!

Problemet er, at du som kunde ikke altid ved, om du har handlet en kopi. I ”gamle dage” kunne man navigere uden om suspekte østeuropæiske sider eller sider, som tydeligt bar præg af ”google translate”.

Og man kunne også – næsten – regne med, at der var tvivl om oprindelsen, hvis man stødte på et kendt brand på et lokalt marked i Fjernøsten. Nu sker det blot oftere og oftere, at kopivarer sælges via europæiske og sågar danske hjemmesider.

Gå ikke på kompromis med dit barns sikkerhed!

Min indignation går nu ikke så meget på, om der i gemmerne et sted ligger en taske, et ur eller en sko, der ligner den ægte vare. For nå ja, det er formentlig mindre sjovt at løbe en maraton i en kopi af New Balance. Det kan man jo i så fald afstå fra at kaste sig ud i…

Men når det drejer sig om udstyr til børn, er det først og fremmest sikkerhed, jeg tænker på:

Hvem ville – bevidst – udsætte sit barn for en risiko ved, at en syning brister eller et spænde falder af?

SnegleHuset har gennem tiden modtaget RIGTIG mange henvendelser om ægtheden af forskellige bæreseler. Nogle som SnegleHuset forhandler, men også rigtig mange, som vi blot kender godt, fordi vi har haft dem i hænderne.

Nogle kopier er solgt via danske hjemmesider, nogle har fundet vej hertil via DBA og eBay.

Modellerne er af ringe kvalitet, så derfor køber du katten i sækken. Og ud over, at det i længden ikke er billigt, risikerer du også, at produktet har sikkerhedsmangler.

Nu bor mit hjerte ikke hos producenterne, men hos jer og de børn, der skal tilbringe timer i bæreselen. Visheden om, at der ingen farlige kemikalier findes, og at sikkerheden er i orden er vigtig! Og ja, dernæst er en ordentlig kundeservice ikke uvæsentlig.

Jeg har læst nok – hvad kan jeg gøre?

  • Skriv gerne til os, hvis du er i tvivl. Jeg vil gøre mit absolut bedste for at hjælpe dig.
  • Køber du brugt, så sørg for at få kvittering eller tjek batchnummeret. Og når du sælger, så tænk over, at du kan hjælpe køber med samme informationer.
  • Har du handlet din bæresele hos SnegleHuset, kan du altid rekvirere en kopi af din kvittering.
  • Tag evt. et billede af kassen med batchnummer.