Ungdomssløvsind
Eller kampen mellem det gode og det onde
Vores søn, altså den ældste, er så usigeligt træt… Før i tiden hed det ungdomssløvsind.
Men vi er heldigvis blevet klogere og ved, at det er en af de store udfordringer at stå på tærsklen mellem barn og voksen og man bliver overvældende træt. Måske ikke mindst af mors skingre stemme, der – som så mange andre af samme race – blafrer løs med ”har du ikke lavet dine lektier endnu? Nej, SE nu at komme i gang”.
… iPod’en synes at være vokset sammen med drengens hånd, den øvrige elektronik er viklet omkring ham som et spindelvæv…
”LAV NU DINE LEKTIER…. ELLERS….”
(Hvad så, hvad skal straffen være, mor? Kom nu, tænk! Ellers … så er jeg en dårlig mor, der ikke har styr på en skid)
Dagen efter: Tasken er pakket, lektierne lavet og min søn kører af sted, efterfulgt af curling mor, der lige må have en udglattende samtale med klasselæren.
Startende let tøvende ”Øh, jeg synes ikke min søn laver så mange lektier..?” Læs: Skal jeg give ham et los bagi?
Læreren kigger op med løftede øjenbryn: ”Vær du kun stolt over, at din søn forstår at prioritere sin tid…”
Tag dén, tøjmor.
Med ét er jeg pavestolt. Min søn er bare skide smart: Han kan prioritere!
Kan du det?
