Barbie og Ken i phatalat land
Jeg kan lige så godt sige dig, at jeg ikke kan lege… altså med Barbie eller Brio…
Jeg synes min stemme lyder mærkelig, når jeg skal spørge min lille datter, om vi skal lege far, mor og børn eller skal sige fut fut med togbanen, som lige nu læsser varer af i en eller anden by…
Jeg egner mig ikke til at sidde der.
Jeg kommer altid til at tænke på, hvad vi skal have at spise eller stresser lidt over alle de opgaver, der skal laves.
Synd for mig, helt sikkert.
Jeg elsker at være sammen med mine børn om gøremål:
- Lave æblegrød.
- Passe vores citrontræ, som skal overvintre første år hos os – mon det overlever?
- Samle kogler ind til leg eller brænde ovn.
- Lave mad på bål, selvom det kan være svært at tænde. …
Ja, jeg synes egentlig der er masser af kvalitets tid som holder i kø til mine børn.
Men ja hvordan skal jeg sige det…
Jeg har en god veninde i Jylland, som efterhånden var træt af mit Steiner p.. og mente, at mine piger simpelthen led under for lidt Barbie.
Barbi og Ken - på kortvarigt visit fra Phtalatland
Så en dag, før jeg havde nået at bremse pakkepostmanden, sad pigerne altså med en papkasse (EN HEL PAPKASSE!) med Barbieting.
Hele Barbie universet var i fuldt sving og jeg kunne pakke mig med mine kastanjedyr.
Lugten af søde phatalater hang i stuen.
Og nu kommer så det tårevædende dilemma:
Hvordan kan SÅ meget Barbie udstyr lige så stille forsvinde fra vores hus? Ingen ved, hvor det er blevet af?
måske er alle Barbie og Ken rejst til phatalat land?
