Peace, pace & motivation
Jeg pacer mit barn – eller rettere mine børn, 1. 2. 3. 4.
Indtil i dag er jeg gået stille med dørene. Dét er jo ikke noget man går og praler med vel?
”Hvad har du så lavet i dag”?
”Jeg har pacet mit barn fra 12-16”…
eller
”Skal vi mødes og pace vores unger på lørdag”?
Men helt ærligt. Der er da ikke den mor, der ikke har siddet med strålende øjne og fortalt om ynglets bedrifter til alle de, der har vist bare den mindste smule tegn på puls?!
Da jeg havde fået mit førstefødte drengebarn og han lige akkurat kunne sidde – næsten – selv på Trip Trap tronen for enden af bordet, mistede jeg en single veninde. For hun GAD ikke lige høre om vores barselsbedrifter og at min søn nu kunne kravle – næsten – eller i hvert fald lige straks tale…
En dag gik hun…
Nu er den unge purk 13 år. Han er i gang med klatrekarrieren og da moderdyret – altså Deres udsendte – opdagede, at han var så dygtig, at han kunne springe begynderholdet over. Hvad var jeg så..?
- Kan man pace sit barn?
Rigtig stolt!
Som i rigtig stolt – med stolt på.
INGEN, der kom forbi min matrikel, kunne undgå min lille fortælling om Magnus. Det kunne have udviklet sig til et sandt drama:
”Mor pacer sit barn nonstop ”
bøjet i neon på Rådhuspladsen.
Men mindre kunne gøre det – og har gjort det.
Nemlig.
”Stolt dreng træner og vil gerne træne endnu mere”.
Nej nej, han løber ikke til træning hver gang. Så må jeg frem med pisken eller guleroden. Om han bliver professionel klatrer? I don’t know.
Tak til Godmorgen Danmark
