Talent 2010
Jeg har ingen skjulte ambitioner på mine børns vegne!
De kan da vælge lige, hvad de har lyst til. Næsten.
F.eks. er min datter super god til at synge – som i rigtig super-god-hårene-rejser-sig-på-armene sang.
Så ja, jeg har i sommerens løb brugt tid på at finde et kor med en dygtig korleder. Det er skam alvorligt nok.
Missionen fuldendt sætter jeg mig glad og beretter for min store datter om det hersens skønne kor. Absolut kor, du! ”Jeg skal ikke gå et sted, hvor de laver min stemme om – det kan du godt glemme”!
”Du gør bare, som jeg siger og din vilje er i min lomme, er du KLAR over, hvor lang tid jeg har brugt på at finde det helt rigtige kor” og andet godt fra underverdenen, som kan bringe en mor et pænt stykke på vej op i det blodtryksområde, der normalt ikke forbindes med RIGTIGE forældre, ligger lige på tungen… Men nej. Slukøret bringer jeg i stedet forsigtigt emnet op flere gange i løbet af sommeren. ”NEJ sagde jeg NEJ”, hun går IKKE med på bølgen.
Sidst skriver min udkårne korkvinde, at det er ved at være tid til en lille prøve, for at se om mors vurdering nu også holder vand.
Nemt nok. Med ”NEJ jeg sagde NEJ” i ørerne, må jeg op på hesten igen.
I god stemning og adskillige meditationer, visualiseringer – og ikke mindst med en plade chokolade, prøver jeg endnu en gang med renset sind. ”Det er jo ikke for mors skyld det her, men der er en prøve og jeg synes du skal tage med”?
”OK, det vil jeg da gerne”
Øh nå, fint, dejligt, rart … og tak!
For en ordens skyld er min datter nu startet til sin første kor lektion, skal gå til soloensemble, er glad og moderen er stolt. Pavestolt på den rene måde, ikke? Ingen bagtanker eller X-factor her. Blot, at hun måtte få lyst til at synge for mig i min alderdom.
